Tilbage til forsiden Gå til grundudd.

Vælg hold

Tilbage

Dans med Parkinsons forår 2019

Underviser: Mette-Ida Kirk

Du tilmelder dig VED AT SENDE EN SMS ELLER RINGE på tlf: 42 95 65 10

Alle kan være med i disse stimulerende og kreative dansetimer, der foregår i tæt dialog med musikken og er specielt udviklet til Parkinsonramte og deres pårørende. Vi har fokus på at udvikle deltagernes flexibilitet, balance, gang, koordinering og kognitive evner, som international forskning understøtter kan forbedres hos Parkinsonramte, der deltager i velkvalificerede danseklasser.
Her integreres forskellige danseformer, og glæden ved dansen, musikken og fællesskabet er også med til at skabe forøget livskvalitet. 
Dansens evne til at forene det mentale og fysiske, og dens mange muligheder for at fortælle historier uden ord, er centralt i Dans med Parkinsons. 

Her kan du læse nogle udtalelser fra tidligere deltagere:
59-årig mand med Parkinson's, deltaget med sin hustru 1 sæson, skriver:
"Vores underviser på kurset i Odense, Mette-Ida, har været meget inspirerende og engageret. Hun har evnet på naturlig vis at integrere deltagere med meget forskellige fysiske forudsætninger i undervisningen. Og hun har sørget for at der har været en imødekommende og
hjælpsom omgangstone mellem underviser og deltagere, samt indbyrdes blandt deltagerne.
Undervisningens indhold ligger fint i forlængelse af andre træningsprogrammer for Parkinson-patienter, fx LSVT BIG. Samtidig er der også en unik dimension ved dette kursus i og med at øvelserne har vægtet både den bevægelses- og udtryksmæssige dimension. Vi er undervejs blevet introduceret til basale øvelser og begreber fra den professionelle ballet, og har dermed fået et lille indblik i det ”sprog” og de udtryksmuligheder, som ballettens verden rummer. For nogle af os har dette været meget nyt, men det har åbnet nye dimensioner og
givet appetit på at vide (og kunne) mere.
Det har været særdeles vigtigt for undervisningens succes at den er blevet understøttet af en kompetent og indlevende pianist, som har været i stand til i undervisningssituationen at understøtte såvel rytme som stemning og udtryk i de forskellige øvelser. Dette er sket
under inddragelse af elementer fra såvel klassisk som moderne rytmisk musik, jazz mm. Jeg kan derfor give kurset min varmeste anbefaling."
En tidligere hustru til en 57-årig mand, der var meget hårdt angrebet af Parkinson's,
og deltog i 2 sæsoner skriver:
"Mette-Ida Kirk har på fornemste vis, og med sit fantastiske væsen, formået, ikke alene at få et dansehold op at stå med levende musik, men reelt at gøre selv kørestolsbrugere og parkinsonpatienter i sidste fase mere mobile, samt få visuelle billeder helt ud i tåspidserne. Mette Ida har via levende musik givet plads til selv de mest syge parkinsonpatienter - hvilket er en mangel i parkinsonforeningens andre tilbud om dans. Ligeledes har hun skabt et fællesskab hvor man, som Parkinson-ramt, værner om hinanden og det har givet alle, 
uanset sygdomsfase, en glæde og en varme. Ligeledes har Mette Ida sørget for at tilbuddet ligger midt i Odense centrum."
Film fra tidligere sæson:

Til dans med Parkinsons kan du tage din ven, veninde, kæreste, ægtefælle eller en anden du holder af med til en opløftende form for træning, der for første gang i år er blevet lanceret på kontinuerlig basis i  Danmark.  Dans med Parkinson-træningen udspringer af den internationalt anerkendte organisation Dance for PD i New York se link: http://danceforparkinsons.org som gennem deres visionære arbejde i 15 år har bidraget til, og bevist, at mennesker, der lever med Parkinsons, kan have meget gavn og glæde af dansetræning guidet af professionelle dansere, der formidler glæden ved dansen og musikken.  

TILMELDING
Du kan tilmelde dig ved at sende en SMS eller ringe til
tlf. 42 95 65 10  (dette nummer gælder kun for Parkinson dans!)

STED
Balletsalen
Jernbanegade 20, Odense C
Det Kgl. Teater Balletskolen Odense

TIDSPUNKT
Tid: Lørdage 11.15 - 12.30 med start 2. marts og slut 27. april. I alt 8 lørdage.

Pris
Der tilbydes 1 gratis prøvetime for nye deltagere. Prisen er derefter 100,- kr. pr. enkeltdeltager og 150,- kr. med ledsager.

Der betales samlet for forårssæsonen. Ialt kr. 800,- eller for par 1200,-

Al henvendelse til 
Mette-Ida Kirk tlf.: 42 95 65 10 eller mail: metida33@gmail.com
Bemærk
Der er ikke undervisning Påskelørdag d. 20. april.
Forår og sommer 2019
Start 2. marts
Tid Lørdage 11.15 - 12.30
Sted Balletsalen
Pris 800,-